Lørdag d. 5. November 2011 fra 10-15:
Fødevaremarked ved Spis Nord/Smagen Nordjylland
Kom og mød 25 nordjyske kvalitetsfødevareproducenter i kedelhallen på Nordkraft. Smagen Nordjylland afholder sit månedlige fødevaremarked, der denne lørdag er udvidet med en række fødevareoplevelser (se nedenfor).
Gadekøkken ved Smagen Nordjylland
Kokken Morten Nielsen, Mortens Kro vil guide dig igennem en utraditionel juleret.
Kl. 11, 12. og 13.
Det er gratis at deltage
Jeg vil vide mere – om sporbarhed! ved Spis Nord/Nordjysk Fødevare Netværk
Sporbarhed er fremtiden. I stigende grad vil vi som borgere og forbrugere vide, hvorfra vores fødevare kommer. Vi vil sikre os, at de råvarer vi benytter er i orden sundheds- og ernæringsmæssigt, men vi vil også gerne føle os mindre fremmedgjort fra vores fødevarer ligesom vi gerne vil kunne fortælle historier om, hvor produkterne kommer fra.
På festivalens Sporbarhedsstand får du et interessant blik ind i fremtiden. På standen vil der være varer fra nordjyske virksomheder forsynet med den nyeste sporbarhedsteknologi. Du kan blive klogere på de muligheder som sporbarhed med fødevarer giver samt se og prøve den nyeste sporbarhedsteknologi. Og så er du meget velkommen til at komme og give din mening til kende: Hvad vil du vide om de fødevarer du køber og spiser?
Stand: Hvor godt kender du til vores fisk? ved Spis Nord/Nordsøen Forskerpark
Fisk er en af de mest kendte nordjyske råvarer og vi ved alle, hvor sund og vigtig fisken er, eller kan være for os. Men der er efterhånden mange af os, der har et alt for ringe kendskab til fisken. Kom og mød nogle folk, der vil have fisken tilbage i vores bevidsthed og bliv lidt klogere på fisken.
Konkurrence
Kan du gætte navnet på en række fiskearter der er lagt frem? Der udfyldes en ”stemmeseddel” og blandt de rigtige svar vil der blive trukket lod om en middag for to på en fiskerestaurant og billetter til Nordsøen Oceanarium i Hirtshals.
Ingen er i tvivl om at den helt friske fisk smager bedst
På standen demonstreres forskellen på en frisk og en mindre frisk fisk. Hvad ser man på, når man skal bedømme en fisks kvalitet: udseende, lugt og konsistens af hoved, gæller, skind, kød, mm.
Der udleveres foldere med et kvalitets-tjekskema, således at publikum, under kyndig vejledning, selv kan prøve at kvalitetsbedømme fisken systematisk, og derved lære hvad der er vigtigt når friskheden af fisk skal bedømmes. Sideløbende fortælles om de store sundhedsmæssige fordele ved at spise fisk og fiskevarer.
Nordjyske fødevarebegivenheder
Fødevarefestivalen på Nordkraft er langt fra den eneste spændende begivenhed for borgere og turister vi har her i Nordjylland som forsøger at gøre nordjyske fødevarer spændende og folkelige. Det er, i høj grad ude i lokalområderne hvor lokale kræfter gør et stort stykke arbejde, at vi i Nordjylland har mange spændende arrangementer at byde på. Vi vil gerne bidrage til at styrke det lokale arbejde og til at sprede kendskabet til de lokale fødevarebegivenheder til glæde for borgere, turister og for erhvervet. På denne dag kan du derfor få mere at vide herom samt få et visuelt indtryk af nogle af Nordjyllands lokale fødevarebegivenheder.







